Med Sct Hans passeret er det endegyldigt forbi med forår og forsommer – suk. Foråret har gennemsnitligt været koldt og ofte blæsende, om end med en del sol. Men der er sket mange spændende ting i naturen: I efteråret 2016 var der en flot invasion af høgeugler til Sjælland. Blandt andet landede en høgeugle i Kongelunden syd for København, hvor den blev til midt i marts i år. Den skulle hurtigt blive en af de mest fotograferede høgeugler i landet, da den var både tillidsfuld og fotogen. Personligt forsøgte jeg at fange den i snevejr, men desværre blev det ikke til så meget sne, så jeg måtte nøjes med nogle situationer i regn. Der har også været besøg af snespurv, bjerglærke, mosehornugle og mange andre interessante arter nordfra.
I begyndelsen af marts gik turen til Lofoten i Norge for deltagelse i en workshop om landskaber over en uge, arrangeret af det danske selskab Better Moments. Brillante ungarsk/norske naturfotograf Orsolya Haarberg var valgt som leder og inspirator – et fantastisk godt valg. Det blev en forrygende og inspirerende uge med megen kørsel rundt på Lofoten til mange ualmindelig smukke landskaber, ligesom der var overvældende meget nordlys: 3 aftener i træk med det ene flotte panorama efter det andet, orgier i grønne og blålige farver der bølgede frem og tilbage.
Ellers er det gået over stok og sten med sortspætterne i Tisvilde Hegn, sortstrubede bynkefugle i Melby Overdrev osv. Især et sortspættepar der flyttede ind i et gammelt hul i en 10 meter høj fyrrestub blev fulgt intens . Midt i maj kom ungerne ud af æggene, men lige pludselig en dag var der noget galt. Begge spætter fløj larmende rundt om redetræet, hannen trommede voldsomt på det flere gange og ingen af dem ville sidde nærmere end en halv meter fra hullet. Reden var blevet plyndret – formentlig af en skovmår!
Det fotomæssige højdepunkt i foråret og forsommeren blev uden tvivl en tur til det østligste Finland først i juni med Naturfotoskolen for at forsøge at få brun bjørn, ulv og jærv på hukommelseskortet. Holdet, der bestod af 15 fotografer med lederen Lars Gejl i spidsen, blev placeret i nogle minimalistiske skjul i forskellige områder – gammelskov, mose osv i tre nætter fra klokken 17 til 7 næste morgen. Det betød ind imellem lidt langstrakte vagter, men når en jærv pludselig dukker op i spytafstand fra skjulet, ja så bliver det virkelig hektisk med adrenalinen stående helt oppe i halsen! Tæt ved midnat – hvor det absolut ikke var mørkt – dukkede der to bjørne op og luntede hen over moseområdet i roligt tempo. De havde intet besvær med at finde frem til de udlagte godbidder af laksekød.
Ud på de meget små timer lød pludselig en hvisken fra et par af de stadig vågne fotografer: ULV! Og ganske rigtig, inde mellem birketræerne kunne man skimte en ulv – stadig i hvid vinterdragt. Den forsvandt og kom frem igen men pludselig stod den i kanten af birkene og stirrede ud over det åbne moseområde – et fantastisk øjeblik, der nok har givet mig en vis blodtrykstigning – Finlandsturens højdepunkt. Ulven så kraftig og ret velnæret ud – måske på grund af den tykke vinterdragt. Den bevægede sig smidigt og hurtigt uden at løbe hen over den flade mose. Hele tiden var den meget opmærksom på omgivelserne. Kort efter forsvandt den ind i birkeskoven igen.
Men festen var ikke slut med det: En lille time senere lød der pludselig et gennemtrængende og langvarigt hyl, der gik til marv og ben. Moder Natur havde givet lyd fra sig på en måde der er svær at glemme. Måske var det en tilfældighed, men ulvehylet kom ret nøjagtigt samtidig med solopgangen!
Den anden nat var jeg i et skjul på den anden side af mosen og tredje nat i et gammelskovområde. Kun den første nat kom nævnte rovdyr forbi!